Historie

Lejr nr. 6 De tre Søjler blev stiftet den 16. september 1927 og er den tredje ældste lejr i Danmark, idet lejr nr. 4 Skjalm Hvide blev stiftet i 1885 i Århus og nr. 5 Sct. Knud i Odense i 1909. 

 
Den 19. april 1881 i restaurant Vildanden på Østergade i København søgte man med Julius Meyer i spidsen et fribrev til oprettelse af en Lejr. Fribrevet blev udstedt samme år og lejr nr. 1 Valdemar blev indstiftet af Storsiren for det tyske rige med 31 brødre som alle var fra broderloge nr. 3 Nordstjernen. Der var dog alt for meget hastværk, ingen arbejdsritualer og uden grundlag for en dybtgående mening. 
 
De første 25 år var der ikke megen fremdrift i lejrene og det store udsyn var ikke til stede.  I 1882 blev lejr nr. 2 Knud Lavard stiftet med 58 optagelser i København og senere fulgte lejr nr. 3 Niels Ebbesen, hvor der blev tænkt højtflyvende tanker om en storlejr, men det endte med, at de måtte lukke efter fem-seks år grundet manglende mødedeltagelse.
 
Det stod ikke godt til i København, og det endte med at lejr nr. 1 og nr. 2 slog sig sammen i Lejr nr. 6 De tre Søjler den 16. september 1927, hvor grundtanken med Lejren var blevet mere tydelig: At samle brødre fra forskellige loger inden for sine rammer og derved bringe dem nærmere sammen, så de kunne lære hinanden bedre at kende - et udvidet broderskab, der med et friere syn og under indflydelse af patriarkgradernes lærdomme, hvor tolerance og fordragelighed er kernen, kunne udveksle meninger om Ordensforhold.
 
En tidligere storsire har udtalt, at “lejeren skal indprente sine patriarker – som en af deres første pligter – at være blandt de allerflittigst mødende i deres loge, altid parat til at gå i spidsen for et arbejde, hvor det kræves, og altid lydhør over for, hvad der rører sig i logerne af virkelig ordensmæssig værdi”. 
 
Lejren lever op til grund-idéerne og bygger videre på erfaringerne skabt gennem de snart hundrede år som baggrund for fortsat at kunne udvikle sig til det bedste for os alle og for Ordenen.